Nyhedsbrev Januar 2019 -Ændring i afmeldingsfrist

Godt Nytår!

Tak for et dejligt og travlt 2018.
DoYoga er for mig en kæmpe gave at være en del af, at stå for og at undervise i.
Jeg føler mig meget heldig over at så mange mennesker har lyst til at dele visionen om at gøre yoga tilgængeligt for alle og at vi, pris til trods, udbyder yoga af højeste kvalitet. Det er en gave.
Af hjertet tak.

Der kommer nogle VIGTIGE ændringer i skema m.m. her over de næste måneder og dem kan du læse om herunder:

 

ૐ AFMELDINGSFRIST ૐ
Afmeldingsfristen er ændret til at du nu kan afmelde hold op til 2 timer inden holdstart.
Dette gør vi, da vi kan se at der alt for tit er folk der ikke dukker op til de tilmeldte timer. Det går udover dem der er på venteliste og rent faktisk har tid til at komme til timen. Husk at det koster 60 kr. i bøde ikke at dukke op.

Eksempel 1 på hvordan det vil foregå:
Du er tilmeldt et tidligt morgenhold og da du er på vej i seng kl 22 aftenen inden, er du stadig på venteliste.
Nu har du så 2 muligheder:
1) Afmeld dig ventelisten inden du skal sove.
2) Forbliv på holdet og husk så at du kan være kommet på holdet i løbet af natten.
Så vær forberedt på at skulle ud af døren om morgenen.

Eksempel 2 på hvordan det vil foregå:
Du er tilmeldt et eftermiddagshold og er nu på arbejde. Der er 3 timer til timen starter.
Nu har du så 2 muligheder:
1) Afmeld dig ventelisten hvis du ikke kan nå at komme fra arbejde til yoga på 2 timer, hvis du skulle komme på holdet.
2) Forbliv på holdet og husk så at du skal kunne komme fra arbejde til yoga med en tidsfrist på 2 timer.

Jeg har undersøgt en masse andre steder for at se hvordan de gør og hvad der virker bedst, og det med 2 timers afmeldingsfrist fungerer rigtig rigtig godt.

ૐ VENTELISTER ૐ
Jeg kan høre at flere bliver bekymrede når de tilmelder sig et hold og er fx nummer 13 på ventelisten.
Det er januar så "nytårsfortsættet" er i fuld gang, derfor kommer folk til flere timer end normalt.
Der er indtil videre sat 4 nye hold på skemaet her i Januar, så der er flere muligheder at melde sig til.
(Meditation, Kundalini & 2x Hot)

Jeg vil lige gøre opmærksom på at jeg holder meget skarpt øje med ventelisterne.
Husk at registrer dit mobilnummer på din profil, så du modtager sms når du rykker fra venteliste og ned på selve holdet.

ૐ LOKALER ૐ
Jeg arbejder på at få renoveret Store Kongensgade Studiet, så det bliver pudset op og malet over det hele.
Det trænger noget så gevaldigt. Det er lidt en kamp med ejeren, men det burde snart gå igennem.
Jeg er godt klar over at det ikke dur at lukke studiet ned i de ca 5 dage det vil tage, så det bliver nok således, at renoveringen kommer til at strække sig over 2 weekender.
I de weekender vil holdene om muligt blive rykket til Kbh.V og Frb.

Jeg håber at du vil bære over med at det går lidt udover de faste rutiner, men det er nødvendigt at få ordnet asap så lokalerne bliver lækre og indbydende igen.

ૐ HOLD UDBUD & ÆNDRINGER I SKEMA ૐ
Catinka der underviser rigtig mange hold både i Kbh.K og Kbh.V rejser til Peru fra 1 April på ubestemt tid.
Det bliver et kæmpe tab for os alle, men vi ønsker Catinka alt godt på den videre vej ud i livet.
Du kan læse lidt mere HER
Derfor finder jeg andre hamrende dygtige og søde undervisere til at overtage de tider.
Ieva skal sørme også til Peru og er afsted i Februar og Marts, men vender dog tilbage igen fra April. Derfor vil der komme andre timer i de tidsrum hvor Ieva normalt underviser.
Louise D. flytter til Jylland inden for de næste måneder, derfor vil hun fremadrettet have hold af og til. Primært hver 2 weekend.
Miriam bliver nød til at skære lidt ned på hot timer, så fra Februar kommer der Onsdag eftermiddag en ny og underviser Hot Yoga.
Eva der underviser Shakti Naam, flytter sin time til DoYoga Frb. fra Februar, da der er for lang vej fra Frb. hvor hun har behandlinger om eftermiddagen og ind til Kbh. K. Eva bor i Frederikssund, så det er vigtigt at tingene hænger sammen, når der er så lang transport tid.

Det er fantastisk at undervise men det kræver også en masse forberedelse og energi og det er vigtigt at dét at undervise aldrig føles som et "job" men er en glæde, noget man som underviser ser frem til. Det vil jeg gøre alt for, derfor imødekommer jeg altid ændringer i skemaet, for at passe godt på vores kære Undervisere, så de ikke brænder ud og opretholder glæden ved at undervise.
Jeg er godt klar over at man kan ærgre sig over at ens "yndlings underviser" måske pludselig ikke har de samme timer mere, men deres liv skal også hænge sammen.

Vi har været så drøn-hamrende heldige at få nye skønne undervisere i DoYoga, så et kæmpe giga velkommen til skønne Sophie der underviser Power Vinyasa og Yin på Engelsk og skønne Line Rømer der underviser Hatha og Vinyasa.

Endnu en gang tak for dig. Tak for at du er en del af DoYoga.

Kærligst:
Anna-Sophia

Comments are closed.